Live-radioens puls. Magasinets dybde. P1, når dagen kræver mere end nyheder.
Public service er vigtigere end nogensinde. Når fakta af nogle kan betragtes som debat, mens andre kan spekulere i en fragmenteret og polariseret medievirkelighed, skal P1 være et sted, hvor lytterne møder troværdighed, perspektiv, åbenhed og kvalificeret samtale.
Hvis du som DR brænder for public service i en vild tid, så læs med her:
P1 udvikler en ny formiddagsflade, der skal være med til at forny live-radioen på kanalen. Derfor søger DR værter, der sammen med en ny redaktion skal skabe et aktuelt, levende og engagerende program, hvor dagens vigtigste og mest fascinerende historier bliver foldet ud med stærke kilder, personlig værtsenergi og tydelige livegreb.
Programmet skal tage det bedste fra P1’s magasintradition – dybde, perspektiv, samtale og publicistisk tyngde – og forløse det i en moderne og generøs liveform. Når dagen kalder på mere end nyhedsopdateringer, når der er brug for kontekst, overblik, overraskende vinkler og inviterende samtaler, skal det nye program være der, hvor lytterne søger hen.
DR søger derfor værter, der som hold kan give programmet en tydelig identitet, så lytterne ved, hvad de får, og hvorfor de skal lytte med.
Et program med aktualitet, dybde og puls
Den nye formiddagsflade skal kunne bevæge sig på tværs af samfundsemner som sundhed, historie, sprog, medier, videnskab og politik.
Nogle gange vil programmet gribe det, der udvikler sig under udsendelsen. Andre gange vil det give plads til længere samtaler, fordi en historie kræver det. Fælles for det hele er, at lytterne skal have lyst til at høre værternes take på tidens vigtigste historier og blive klædt på til selv at fortsætte samtalen.
Programmet skal være levende uden at lave overfladisk støj, dybt uden at blive tungt og overraskende uden at sætte form over indhold.
Du skal kunne mere end at afvikle
Som vært bliver du en central del af programmets udtryk. DR leder efter værter, der kan bringe deres viden, nysgerrighed og dømmekraft i spil – og samtidig indgå i et stærkt hold.
Du skal kunne interviewe skarpt, lytte aktivt og tænke med gæsten. Du skal kunne motivere, hvorfor en historie er vigtig, reagere på nyt undervejs og være med til at udvikle vinkler, kilder og samtaler sammen med redaktionen.
DR søger ikke ens profiler. Måske er du stærk til at holde en liveflade sammen som hovedvært. Måske har du særlig viden inden for samfund, videnskab, historie, medier eller internationale forhold. Måske har du en mere direkte og nutidig live-tone. Eller måske er du den medvært, der kan stille det skæve spørgsmål og udfordre præmissen på en måde, der gør lytteren klogere.
Det vigtigste er, at du kan være personlig uden at blive privat, vidende uden at blive belærende og fri i formen uden at miste fakta, nuancer og præcision.
Du skal have lyst til at bygge et nyt format
Programmet bliver en levende hverdagsflade, hvor værterne ikke kun møder op og sender. Du skal også være med til at udvikle historier, finde kilder, forberede egne spor, tænke i livegreb og bidrage til programmets tone.
DR arbejder med en model, hvor flere værter indgår i udsendelsen dagligt, mens den sidste vært forbereder kommende udsendelser og længere spor. Det kræver både disciplin, nysgerrighed og lyst til at skabe noget sammen.
Det er en fordel, hvis du har erfaring med live-radio, live-tv, podcast, interview, aktualitet eller magasinjournalistik. Men DR er også interesserede i nye stemmer, der kan være med til at flytte P1’s tone.
DR tilbyder
En vigtig plads i arbejdet med at sikre stærk public service i fremtiden igennem en central rolle i udviklingen af P1’s nye liveudtryk. Samt mulighed for at sætte et tydeligt værtspræg på en ny flade.
Du bliver en del af et stærkt publicistisk miljø og kommer til at arbejde tæt sammen med redaktør, producere og medværter om et format, hvor værtskemi, viden, samtale og livefornemmelse er afgørende. I en afdeling, som i forvejen producerer stærke debat-, kultur- og faktaprogrammer til lyd og tv.
Sådan søger du
Send en kort motiveret ansøgning, CV og 2-3 eksempler på lyd, video eller andet værts- eller interviewarbejde. Skriv også gerne kort, hvad du mener, en moderne P1-liveflade skal kunne.
Udvalgte kandidater inviteres løbende til værtstest/casting.
Ansøgningsfrist d. 23. oktober.
Mangfoldighed
DR ønsker at afspejle hele Danmark. Derfor opfordrer DR alle kvalificerede kandidater til at søge – uanset køn, alder, etnicitet, religion, handicap, seksuel orientering, social baggrund eller livserfaring. DR tror på, at forskellige perspektiver styrker journalistikken, værtskabet og det fællesskab, DR skaber med lytterne.
Om DR
I DR får du cirka 2700 kollegaer fordelt over hele Danmark. DR har en ambition om, at DR skal være et sted, du gerne vil arbejde – uanset hvilken faglighed, du kommer med.
DR udkommer på tværs af radio, tv, apps og web. DR har tilbud til alle; både børn, unge og voksne. DR samarbejder med landets uddannelsesinstitutioner og erhvervsliv. DR driver DR Koncerthuset, og så har DR kor og orkestre i verdensklasse. Vil du med ombord?
Læs mere om DR og DRs faglige organisationer.
Kort beskrivelse af jobbet:
Live-radioens puls. Magasinets dybde. P1, når dagen kræver mere end nyheder.
Stillingstype:
Fuldtidsansættelse
Arbejdssted:
DR Byen, Emil Holms Kanal 20, 0999 København C
Afdeling:
DR Kultur, Børn og Unge
Hjemmeside:
Kontakt DR
Mette-Line Thorup
tmet@dr.dk