52-årige Dan Loffredo fra Valby har et job ud over det sædvanlige. I løbet af oktober går han på arbejde med det formål at skræmme folk fra vid og sans, når hun iført gruopvækkende makeup og et blodplettede kostume pruster, skriger og forskrækker de gæster, der prøver Tivolis ene scary house Det Hjemsøgte, som kan opleves under Halloween i Tivoli.
Her træder gæsterne ind på et hospital, hvor eksperimenterne er gået galt, og hvor de ildevarslende beboere kommer faretruende tæt på. Den opdigtede historie bag Det Hjemsøgte er, at før Rutschebanen blev opført, da København vrimlede med beværtninger og logihuse, gemte der sig en verden under det område, der i dag er Rutschebanen. Ifølge historien lå der i de mørke kældergange et hospital, hvor patienter, læger og andre ulykkelige sjæle havde deres gang.
Da hospitalet lukkede, blev gangene forladt. Men ikke alle forlod stedet. Dan Loffredo spiller en af hospitalets karakterer, der nægter at give slip på stedet og denne verden.
Jobbet som skræmmer
Dan Loffredo fortæller om jobbet:
Det bedste er at se de gæster, der starter med ikke at turde, overskride deres egne grænser, komme ud af komfortzonen og faktisk gennemføre ruten. De pludselige, impulsive reaktioner, der kommer bag på gæsterne selv, er altid både tilfredsstillende og sjove. Jeg bliver generelt glad, når gæster tør tage forsigtige skridt, udfordre deres egne grænser og måske ender med at grine, selv om de i øjeblikket mest har lyst til at græde.
Når han møder ind starter han med at iføre sig skræmmende make-up og kostume, så han sammen med sine uhyggelige kolleger kan skræmme gæsterne fra vid og sans.
Jeg elsker også at bygge en karakter op og mærke gæstens undersøgende blikke, mens uhyggen og mit spil er i gang. Man kan næsten se spørgsmålet i deres øjne: Hvad sker der nu? Som skræmmer kan man på få sekunder give gæsten en totaloplevelse af uhygge og rædsel, men også et grineflip, kuldegysninger og noget at tale om, når de kommer hjem, siger han.
Halloween i Tivoli
Halloween er i fuld gang i Tivoli, hvor forlystelseshaven frem til 1. november er forvandlet med halmballer, efterårets planter og tusindvis af lysende græskar. Ud over Det Hjemsøgte kan gæsterne opleve Tivolis øvrige forlystelser samt særlige Halloweenoplevelser som Det 1.198kg tunge vindergræskar fra DM i Kæmpegræskar, Det Lille Spøgelsestog og Heksekarrusellen samt Tivolis permanente scary house Villa Vendetta, som under Halloween-sæsonen er blevet endnu mere skræmmende. Begge scary houses har en minimumsalder på 12 år.
Halloween i Tivoli kan opleves frem til 1. november.
